TIDSBOOKING TIL EFTERÅRETS VACCINATIONER ÅBNER I DAG
Fra 1. oktober til 20. december kan udvalgte grupper af syddanskere blive vaccineret mod COVID-19 og influenza på over 95 forskellige steder i Region Syddanmark. Derfor vil alle syddanskere på 65 år og derover i den kommende tid modtage invitation til gratis COVID-19- og influenzavaccinationer i deres digitale indbakke - eller via fysisk brev, hvis man er fritaget for digital post. Invitationerne ankommer mellem den 10.- 26. september – og man kan først booke tid, når man har modtaget invitationen.
VIGTIGT: Vaccination kræver tidsbooking på www.vacciner.dk både på regionens vaccinationssteder og hos Danske Lægers Vaccinations Service. Har du brug for hjælp til booking, kan du ringe til regionens hotline på telefonnummer 70 20 06 60. Regionens hotline har åbent mandag til fredag kl. 08.00-15.00. Udvalgte grupper, f.eks. personer under 65 år med udvalgte kroniske sygdomme og personer med svært nedsat immunforsvar, vil også blive tilbudt vaccination mod både COVID-19 og influenza.
De skal som sidste år udfylde en tro- og loveerklæring på www.vacciner.dk, før de kan booke tid til vaccination. Bemærk, at tro-og loveerklæringen først kan udfyldes fra 29. september. Læs mere om årets vaccinationstilbud på regionens hjemmeside: https://regionsyddanmark.dk/om-region-syddanmark/presse-og-nyheder/nyhedsarkiv/2025/september-2025/region-syddanmark-klar-til-vaccinationssaeson-2025